Midtbus Jylland

Lokalt busselskab med mere end 30 år i bagagen

I sommeren 1984 spændte Kim Christensen, direktør i Midtbus Jylland A/S, for første gang sikkerhedsselen og kørte ud på de lokale landeveje som buschauffør hos Bjerregrav Taxi og Turist. Det blev startskuddet til en lang, spændende karriere i busbranchen. Kort tid efter slog han nemlig pjalterne sammen med sin far, Svend Åge Christensen, og blev selvstændig vognmand. De startede KAS Biler I/S som et fælles projekt, og der gik ikke længe, før det lille firma fik vokseværk. Sammen opkøbte de kollegaen Erik Thys Busser i 1990.

Desværre blev Svend Åge ramt af en blodprop i hjernen i juni 1993, og Kim måtte derfor tidligt lære at stå på egne ben. Han overtog alle firmaets aktier, og derfra gik det stærkt.

KAS Biler vækstede år for år:

- I april 1998 blev Møldrup Taxi og Turist lagt under det Bjerregrav-baserede busselskab.

- I december 2003 blev Børges Biler ’handlet’, og ved samme lejlighed blev KAS Biler omdannet til et anpartsselskab.

- I september 2005 overtog Kim både Gammelbys Busser og selskabets garageanlæg i Hvam.

Midtbus Jylland A/S bliver til

Efter mere end et årti med store opkøb af lokale firmaer, fusionerede KAS Biler med Ivan Mogensens Sønderballes Biler i juli 2009. Og Midtbus Jylland så dagens lys for første gang - ligeligt fordelt mellem Kim og Ivan. Lykken blev dog kort, for det nu fællesejede garageanlæg i Hvam brændte ned – kun måneder efter. Og Midtbus Jylland måtte leje sig ind i lokaler på Erhvervsvej i Møldrup.

I februar 2010 voksede det midtjyske busselskab sig til dobbelt størrelse med købet af Vesthimmerlands Rute og Turist. Med 55 busser og et stort garageanlæg i både Aars og Møldrup. Senere blev også Palles Turistfart i Viborg opkøbt. Og selskabet var nu så stort, at en professionel bestyrelsesformand blev hyret ind, og Møldrup-afdelingen rykkede til Bjerregrav på Herredsvejen 106. Her holder firmaet stadig til.

Kim købte i juli 2013 Ivans aktier og blev dermed eneejer af Midtbus Jylland.

De seneste par år har Midtbus Jylland udviklet sig til et af Midtjyllands største busselskaber. Særligt efter sammenlægningen med Viborg Turisttrafik i februar 2020. Her indtrådte også den nuværende bestyrelsesformand, Morten Bondgaard Godsk, i ejerkredsen. Med mere end 140 ansatte og en ’flåde’ på omkring 95 busser tilbyder firmaet turistkørsel i moderne turistbusser. Både til private og erhverv.

’Midttrafiks bedste busselskab anno 2016'

For Midtbus Jylland har god service altid (!) været i højsædet – det gælder både på skirejser, sportsrejser, pensionistture, grupperejser osv. Og i 2016 blev firmaet også kåret til ’Midttrafiks bedste busselskab’. Busserne er pæne og velholdte – og chaufførerne erfarne og professionelle. Det giver tryghed, når busserne suser rundt i Møldrup, Bjerregrav, Viborg, Skive, Skals, Aars, Løgstør, Frederikshavn, Aalborg, Vejle, Holstebro – og, ja, resten af Danmark og Europa.

Midtbus Jylland er naturligvis medlem af rejsegarantifonden med medlemsnummer 2256.